Mette Frederiksen og statsministerrollens nye krav

Mette Frederiksen blev udnævnt til Danmarks statsminister den 27. juni 2019 efter folketingsvalget samme måned. Hun stod i spidsen for en regering med Socialdemokratiet alene og var den første kvindelige statsminister fra partiet. Siden har rollen været præget af en række kriser, der har gjort forholdet mellem politisk handlekraft, faglig rådgivning og parlamentarisk kontrol til et centralt tema i dansk offentlighed.

Fra partileder til krisestyrer

Frederiksen overtog statsministerposten efter Lars Løkke Rasmussen og dannede regering på grundlag af et samarbejde med Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten. Den første regeringsperiode var blandt andet præget af klimaaftaler, reformdiskussioner og en politisk stil, hvor regeringen søgte at kombinere klassiske socialdemokratiske velfærdstemaer med en stram udlændingepolitik.

Ledelsesstilen blev for alvor sat på prøve under covid-19-pandemien. I marts 2020 blev Danmark lukket ned i et omfang, der ikke havde sidestykke i nyere dansk historie. Statsministeren holdt regelmæssige pressemøder og kommunikerede ofte direkte til befolkningen. Det gjorde regeringen synlig i en usædvanlig grad og gav beslutningerne et tydeligt politisk centrum.

En sådan kommunikation kan skabe klarhed i en situation med stor usikkerhed. Den kan også føre til, at ansvaret for komplekse beslutninger i højere grad knyttes til statsministeren personligt. Under pandemien blev grænsen mellem politisk ledelse og myndighedernes faglige ansvar derfor et tilbagevendende spørgsmål.

Minksagen og spørgsmålet om hjemmel

Den 4. november 2020 meddelte regeringen, at alle mink i Danmark skulle aflives på grund af risikoen for nye mutationer af coronavirus. Beslutningen blev gennemført, før der var et klart lovgrundlag for at kræve aflivning af mink på alle landets farme. Regeringen erkendte efterfølgende, at der manglede hjemmel til den del af beslutningen, som omfattede raske mink uden for de smittede områder.

Minkkommissionen blev nedsat for at undersøge forløbet. Kommissionens beretning fra 2022 konkluderede blandt andet, at statsministerens udmelding den 4. november 2020 var »groft vildledende«, men kommissionen fandt ikke grundlag for at fastslå, at hun vidste, at udmeldingen var vildledende. Folketingets efterfølgende behandling førte ikke til en rigsretssag mod Frederiksen. Sagen er fortsat et vigtigt eksempel på, hvordan hastige krisebeslutninger kan kollidere med kravene til lovhjemmel, dokumentation og præcis kommunikation.

Faktum er, at regeringen traf en beslutning uden tilstrækkelig lovmæssig hjemmel, og at beslutningen fik store konsekvenser for minkavlere og deres ansatte. En analyse af ledelsesstilen må derimod forholde sig mere åbent til årsagerne: Nogle har fremhævet behovet for hurtig koordinering under en sundhedskrise, mens andre har peget på en centraliseret beslutningsform og utilstrækkelig kontrol med det juridiske grundlag.

Krig i Europa og et bredere sikkerhedspolitisk ansvar

Ruslands fuldskala-invasion af Ukraine den 24. februar 2022 ændrede den sikkerhedspolitiske situation i Europa. For den danske regering betød det blandt andet øget fokus på NATO, europæisk sikkerhed, energiforsyning og støtte til Ukraine. Ved en folkeafstemning den 1. juni 2022 stemte et flertal af de danske vælgere for at afskaffe forsvarsforbeholdet i EU-samarbejdet.

Statsministerrollen indebærer i sådanne situationer både nationale og internationale opgaver. Statsministeren skal forklare befolkningen, hvorfor sikkerhedspolitiske beslutninger træffes, samtidig med at Danmark indgår i forhandlinger med allierede og europæiske partnere. Det stiller krav om kontinuitet, fortrolighed og evne til at reagere hurtigt, men også om parlamentarisk opbakning og offentlig redegørelse.

En bred regering efter valget i 2022

Folketingsvalget den 1. november 2022 gav ikke et klart flertal til en traditionel blok. Den 15. december samme år dannede Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne regering med Mette Frederiksen som statsminister. Det var en regering på tværs af den tidligere blokopdeling og ændrede dermed betingelserne for den daglige ledelse.

En flertalsregering på tværs af midten kan give større stabilitet omkring brede aftaler, men den kræver også kompromiser mellem partier med forskellige vælgergrundlag og politiske prioriteringer. For statsministeren bliver opgaven ikke kun at sætte retning, men også at holde sammen på et samarbejde, hvor politisk uenighed er en del af konstruktionen.

Hvad har ændret sig i statsministerrollen?

• Kriseberedskab: Sundhedskriser, krig og forsyningsproblemer kræver hurtige beslutninger på tværs af ministerier og myndigheder.
• Direkte kommunikation: Sociale medier, pressemøder og løbende nyhedsdækning gør statsministerens offentlige formidling mere konstant og personlig.
• International koordinering: Nationale beslutninger hænger tættere sammen med EU, NATO og andre internationale samarbejder.
• Juridisk kontrol: Høj beslutningshastighed ændrer ikke kravet om lovhjemmel, ministeransvar og parlamentarisk kontrol.
• Tværgående regeringsledelse: Bredere regeringskoalitioner kræver forhandling og intern koordinering, også når regeringen formelt står stærkt i Folketinget.

Frederiksen-perioden viser dermed en statsministerrolle, hvor synlig ledelse og hurtig krisehåndtering fylder mere end tidligere. Samtidig er de grundlæggende demokratiske rammer uændrede: Regeringen skal handle inden for loven, kunne forklare sine beslutninger og stå til ansvar over for Folketinget og offentligheden.

Fakta og vurdering

Det kan dokumenteres, at Mette Frederiksen har været statsminister siden juni 2019, at hendes regeringer har håndteret covid-19-pandemien og minksagen, og at hun efter valget i 2022 dannede en regering med Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. Det kan også dokumenteres, at Ruslands invasion af Ukraine har gjort sikkerheds- og forsvarspolitik mere fremtrædende i dansk regeringsarbejde.

Vurderingen af hendes ledelsesstil afhænger derimod af, hvilke hensyn man lægger størst vægt på. Tilhængere kan fremhæve tydelighed, beslutningskraft og evnen til at samle regeringsapparatet under pres. Kritikere kan pege på centralisering, risikoen for uklare ansvarslinjer og behovet for stærkere kontrol. Begge perspektiver bør holdes adskilt fra de faktiske begivenheder, hvis udviklingen i statsministerrollen skal forstås nuanceret.

Den vigtigste erfaring er derfor ikke kun, hvem der træffer beslutninger i en krise, men også hvordan beslutningerne bliver begrundet, dokumenteret og kontrolleret. Det er i dette spænd mellem handlekraft og ansvar, at de nye krav til statsministerembedet bliver tydeligst.